Vi er lige kommet hjem fra vores 2…
Vi er lige kommet hjem fra vores 2 ugers bryllupsrejse, som vi holdt på dette fantastisk hyggelige naturisthotel, hvor der kun er 14 værelser og 2-3 ansatte udover det meget behagelige værtspar. Haven er smuk og velholdt, poolen helt vidunderlig og opvarmet helt tilpas. Aftensmaden er autentisk græsk og meget veltillavet af en kok, der virkelig kan tilsmage retterne til perfektion. Hver dag kunne vi med vores halvpension vælge mellem 3 forskellige lækre retter. Hver morgen blev vi vækket af Zorra hotellets morgenfriske papegøje, der også kan synge “happy birthday to you”. Eneste minus ved stedet er beliggenheden tæt på lufthavnen, og deraf kommende flystøj, men det gøres der også tydeligt opmærksom på på hotellets hjemmeside. Hotellet er af nyere dato, og vi havde et dejligt værelse med havudsigt fra den overdækkede terrasse. 2 gange om ugen er der dejlig livemusik og dans ved poolen for os, der har lyst til det. Om søndagen var det græske toner, hvor professionelle græske dansere gav opvisning og senere undervisning, så vi også selv kunne danse med. Tirsdag mere gamle evergreens. Det var virkelig sjovt. Ellers blev det naturligt sådan at folk inkl. os selv gik tidligt i seng og stod tidligt op, eftersom baren lukkede senest kl. 22 og folk dermed henvist til egne værelser. Jeg oplevede ingen for berusede mennesker, mens vi var der. Af den grund var vi jo fint udhvilede, når Zorra den morgenfriske papegøje omkring kl 7.30 begyndte at synge eller miave som en kat på så mange måder.








