Vildledende markedsføring og manglende…
Vildledende markedsføring og manglende gennemsigtighed
Jeg købte produktet “Neuropathy” fra Neviocare i håb om lindring af nervesmerter efter flere rygoperationer. Jeg tager i forvejen pregabalin samt medicin for forhøjet blodtryk.
På hjemmesiden var der ingen reel produktbeskrivelse og ingen tydelig oplysning om antal kapsler i selve teksten. Jeg bestilte den 9. marts og modtog først pakken den 26. marts.
Undervejs rykkede jeg DAO for leveringen, og de oplyste, at leveringstiden svarer til det, de typisk ser ved såkaldte “Kina-pakker”. Det giver et misvisende indtryk, når der samtidig markedsføres med dansk adresse.
Jeg bemærkede også, at der på hjemmesiden vises et billede af emballagen, hvor det fremgår, at bøtten indeholder 150 kapsler. Den vare jeg modtog indeholder imidlertid kun 30 kapsler. Det finder jeg stærkt kritisabelt og i bedste fald vildledende.
På emballagen fremgår det, at man skal tage 4 piller dagligt eller som oplyst af sin “healthcare professional”. Jeg har ikke drøftet dette med min læge, og jeg ved, at han under ingen omstændigheder ville kunne anbefale et materiale, som ikke er sundhedstestet. Dette understreger, hvor problematisk det er, at produktet markedsføres uden sikker dokumentation.
Efter at have gennemgået ingredienslisten blev jeg yderligere skeptisk. Produktet indeholder alpha-liponsyre (600 mg), men er samtidig en blanding af flere stoffer og urter. Selvom nogle mængder er angivet, er det en kompleks sammensætning, som kan være svær at vurdere sikkerheden af – især når man samtidig tager receptpligtig medicin.
Når man – som jeg – er i behandling med receptpligtig medicin, er det efter min mening uacceptabelt, at et produkt markedsføres uden klar og fyldestgørende information om indhold, anvendelse og oprindelse.
Jeg har derfor valgt ikke at tage produktet.
Samlet set sidder jeg tilbage med en oplevelse af manglende gennemsigtighed og vildledende markedsføring. Jeg vil klart anbefale andre at udvise stor forsigtighed.








